Australien 2017

Har god tid til morgen, skal først flyve klokken 12:30, så vi regner med at skulle køre ved 10-tiden. Tager morgenmaden på hotellet. Det er noget af en omvæltning fra telt i ørkenen til Hilton.

Mens Kurt betaler, finder Lena lige den taske hun ville have haft i Perth. Og da vi så venter i lufthavnen, der boardes på 10 minutter os Security var der ingen kø til, så er der god lejlighed til at shoppe igen i lufthavnen Det bliver dog kun til 2 bøger, begge med aboriginal-myter. En om astronomi og en med 20 historier.

I lufthavnen kunne man gå udenfor og tage billeder. Det var en brændende varm dag.

For en gangs skyld var der noget spændende at kigge på i lufthavnen. Gulvtæpperne er vævede aboriginal-historier, der så vidt vi kunne vurdere passer til at rejse, komme mange steder og mange mennesker, der sidder ved siden af hinanden – altså en lufthavn. Det var ikke til at stå for.

Normalt er et U en bagdel, der har siddet i sandet – personer afbildes ikke, men om det også gælder denne, tror jeg ikke, for hvad er så de små prikker rundt om ?

Flyturen er spændende på den måde, at der er utrolig mange kilometer uden noget liv, hus, træ – måske en vej.

Temperaturen i Adelaide er mere menneskelig. Ca. 20 grader.

Fremme ved hotellet jager Lena med Kurt, for hun vil gerne opleve byen lidt inden alt lukker og det bliver tidligt aften, da der er ny tidsforskel på yderligere 1,5 time.

Udsigt til cricketkamp fra hotelvinduet. Der er en stor park lige udenfor.

Sporvognen er gratis rundt i centrum. Fantastisk turistvenligt. Vi dalrer rundt, kigger på opaler og store gamle bygninger, får en øl, og langt om længe lidt at spise.

Kunst på gågaden

Så tager vi sporvognene = letbanen hjem, Kurt er blevet lidt forkølet af det røde støv og aircondition i 4WD-bussen, så han falder tidligt i søvn.

 

 

Kom tilbage til byen Alice Springs lige godt klokken 17, fik et bad og var nede og spise, så nu kan vi skrive lidt, selvom vi snart skal i seng.

Blev vækket i teltet af Adz, der spillede på diderridoo ved lejrbålet. Igen klokken 04:30. Sydkorset var lige uden for teltdøren og Orion lige ovenover. Mælkevejen var tydelig og jeg nåede først op på et af toiletterne. Solen står op klokken 6.

Morgenmad og pakke lejren sammen, der blev sågar revet rundt om lejrbålet.

Op til Kings Canyon hvor det endnu ikke er blevet varmt. Kurt og jeg gik mellem-turen med det spanske par, og vietnameseren, som dog ville vente efter at vi var kommet enfjededel op. De unge tog den stejle og længere rute. Vi endte dog lige højt (og samme sted), vi vendte bare på toppen og gik samme vej tilbage. Vietnameseren var stødt på en ranger, der havde hjulpet hende op til udsigten, kort før stien endte med en låst låge, hvor man kun kunne komme igennem fra den anden side. Vi tre fulgtes ned igen.

Det var en fantastisk flot tur, med masser af udsigt og nogle fine klipper.

Da vi kom ned var der noget tid til at de unge forventedes hjem, så Kurt og jeg tog en kortere tur (2 km) ind i dalen. Da var det blevet varmt og de to andre ruter var blevet lukket af rangerne pga varme. Det er derfor vi skal så pokkers tidligt op.

Fint krimskrams på klippevæggen nede fra dalen.

I bussen tilbage til hvor vi sov, men på picnic-området, hvor vi fik tidlig frokost (vegetarisk) for vi havde spist al kødet. Efter pakken sammen kørte vi tilbage og tog en genvej mod Alice Springs som var grusvej (meget rød), kun for 4-hjuls trækkere. Lidt specielt med en bus til 21 personer og 4-hjuls træk. Midtvejs holdt vi pause, så vi rigtig kunne føle os ‘i midten af ingenting’. Der var varmt. Midt på vejen fik han os i rundkreds til at synge sin australske sang med fagter, som han selvfølgelig optog.

Forresten fandt de danske søskende vores tennisbold, så vi kunne få at vide, at det faktisk er meloner. De er invasive og kommer fra at heste og kameler æder  dem og derved spreder frøene

Videre til et rigtig hyggeligt Roadhouse – Stuarts Well, hvor der var fantastisk kaffe og chaufføren Adz, kunne slappe lidt af. Der er lige godt tre timer på hjemturen og han har været guide i tre døgn og været med ude at gå. Han er nu typen, der passer godt til eventyr, men er samtidig enormt god til at få os gamle hønisser til at føle os godt tilpas. Fantastik fyr.

Han mener, at kan vi ikke huske andet, så kan vi altid huske det røde sand.

Tilbage på byens fine hotel, hvor vi bliver og spiser aftensmad. Godt at få det røde sand skyllet af, vaskekluden blev rød, da jeg nåede til tæerne, selvom fødderne havde stået i vand længe.

Dejlig tur med masser af oplevelser, som vi kan leve længe på.

Og ingen kryb udover der slange vi klappede på det sidste Roadhouse.

 

Vækkeuret er stillet til 04:30, da vi skal spise, pakke og ud at se solopgangen inden 6:00.

Spor i sandet, ved ikke af hvad. Men der er mange spor mange steder.

Ulura med solen på vej op bag sig

Kata Tjuta med morgensol på sig. Det er den vi skal over at gå i nu.

Der var mange zebrafinker omkring vandhullet, men der kom også mange folk, så det er ikke sikkert, de er med på billedet.

Efter gåturen kørte vi tilbage og lavede frokost ved ranchen, og nogle tog en tur i svømmepølen på resort inden vi kørte videre mod næste teltplads ved ranch Kings Creek Station. Her er mest kvæg, men de har jo god plads så det er ikke sikkert man får øje på dem, 1 kvadratkilometer pr dyr, og når man har 4000, så bliver det til et areal på størrelse med Nordjylland – tror vi.

Undervejs gør vi stop for at tage billede af Mt. Connor også kaldet Atila. Her har Adz en overraskelse til os, der dog kræver, at vi klatrer oppe på en rød sandklit rødt sand om eftermiddagen er brændende varmt. Bag den ligger en saltsø, som er 147 km lang, og som er årsag til at vi skal køre så langt.

For første gang står han op og tegner historien, men sandet er også brændende varmt. Det er historien om hvordan den store snemand kom og dannede den store saltsø. Hvor de så kander den store snemand fra, kan men jo fabulere over.

Snyde Uluru, i stedet Atila/Mt. Connor.

Guide Adz med brænde til lejrbålet.

Alle blev gennet ud for at samle brænde.

Den her så Adz fra bilen mens vi kørte:

Lejren ligner den fra sidst, men vi er der alene og der er 5 km tilbage til den ranch, der har den.

Fremme ved lejren tager Adz i den grad røven på os, ved at stå med en spade og en rulle wc-papir, og side at nu skal vi ud i bushen og lære at gå på wc.

I stedet går vi ud til to toiletter med trykknap og vandhane og to brusere med både varmt og koldt vand. Det kolde var nu varmt nok, da slangen ligger lige under overfladen og der er 5 km hen til boringen.

Det varme vand:

Forrygende aftensmad. Det er lige før Thomas’ ‘snak og æd’ ikke kan følge med, men også kun næsten.

Kænguru

I de 3 gryder er kartofler med mælk og løg mm., karrygrøntsager, og brød !

Ved lejrbålet trækker Adz sengetiden ved at fortælle om Big Foot, og lære os en sang med fagter. Her spiller han didgeridoo, som vi alle for lov at prøve.

Blev hentet på hotellet lidt efter 05:45, forsinket da toget kom !

Vi er de første, så vi vælger selv det bedste sæde. Det er en kæmpe 4-hjulstrækker med plads til 21 personer og mad og bagage.

Første stop Erlunda Roadhouse. Her kan man få en kameltur.

Andet stop tankning af diesel. Curtis Springs

Kurt foran vores telt, der er med fast bund og rigtige senge. Vi får frokost og kører mod visitors centre.

Første stop ved Uluru, her skal vi hen og høre historie og gå en tur.

Anangu ( det hedder den lokale stamme, der er smeltet sammen af to andre stammer Pitjantjatjara og Yankuntjatjara)

Der var kvindehuler, mandehuler og familiehuler.

Og tegninger med mange historier, som vi fik fortalt en del af, af ???

De blev oversat af denne guide, som vi gerne måtte fotografere. Aboriginals er sky folk, og ønsker ikke at blive fotograferet, eller at deres helligdomme/særlige områder bliver det, så det har vi selvfølgelig respekteret. Men det gør det svært at beskrive den særlige måde, de fortæller deres historie på, og som Adz allerede har praktiseret. Det virker vildt godt. De sidder nede på jorden og tegner mens de fortæller. Koncentriske cirkler er steder f.eks. Uluru, der var med hver gang. Folk flytter sig i buede linjer, som kan symbolisere floder, eller beskrives som slanger og mytologiske skikkelser skifter karakter i løbet af fortællingen. Det er dybt fascinerende. Og de har fortællinger om jorden skabelse, forklaring på geologiske fænomener og selvfølgelig astronomi.

Historierne – har desværre glemt begrebet – ligger i lag over hinanden, og det er kun de simple lag, der fortælles videre til fremmede. Børn oplæres gennem historierne og jo ældre de bliver jo mere komplicerede bliver historierne. Historierne fortælles også videre til andre aboriginals stammer, så man kan rejes og finde vej. Det er svært at forklare, men hænger fint sammen.

Efter gåturen skal vi hen og se solnedgang på Uluru, så Adz gør klartekst et fint traktement med champagne. Der var ret mange busser. Klippen skifter farve når solen går ned. Det gør den klokken 17.

Fremme ved lejren får vi instrukser, og en anden fyr fra firmaet, har dækket bord og begyndt at lave mad til os.

Kurt fikser pandelapper i teltet, men det var sjovere at gå uden, månen skinner. Og stjernerne er flottere. Der var 300 – 400 meter op til toilettet, så man kan prøve at holde sig natten over, men det er altså stadig buldermørkt klokken 04:30.

Nu er det fredag og vi er tilbage på hotellet i Alice Springs med internet. Efter 3 døgn med en slukket mobiltelefon eller rettere uden dækning.

Tirsdag gik med at aflevere bilen, og vi havde fået en forkert adresse – måske anden bydel, så vi var ikke helt så tæt på som vi troede. Men pyt for vi var i god tid i lufthavnen. Find kænguruen på halerne af flyene. Vi har ingen billeder fra i dag.

Tidsforskel på 1.5 time til Alice Springs, så det var næsten aften, da vi kom til hotellet. Gik ind til byen ca en halv time, så en wallaby (lille kænguru) på vejen.

Det var mørkt, da vi skulle hjem, så vi tog en taxa. Tidligt i seng for vi skal tidligt op. Afhentes 05:45, og vi skal checke ud først.

Klar til afgang fra Dalwallini.

Min næse skaller, måske skulle vi have overvejet solcreme.

Hyggelig morgen og kørte først til munkekloster i New Norica (bygget i spansk stil) – enormt stort område.  Der var drengeskole for aboriginals og en masse religion. Vi havde satset på frisk klosterbrød, det stor i grøænspættebogen, men enten var det hvidt, eller også med frugt, så vi må spise det tørre brød.

I skolegården var der i 1999 udsmykket med aboriginal kunst, her er et af 6 ret gode billeder

I området er der de sædvanlige papegøjer, men også nogle fine grønne, som vi jagtede med kameraet.

Der var også duftende blomstrende træer, der summede af insekter.

Har kørt i landbrugsland med KÆMPE hvedemarker, men er nu nået ned i bakkeområdet tættere på Perth, hvor træerne er højere og der er vand i floderne. Stor omvæltning – især for chaufføren, der ikke keder sig helt så meget. Vi har dog stadig høje husnumre.

Finder en vej ind i naturområde, et smuk tur og et fantastisk sted til frokostpicnic under store (og lidt sjældne malli-eukalyptos-træer)

Efter mad og hvil, og for første gang kaffe efter frokost, går vi en 3 km tur op på en bakke. BlackBoy Ridge. Desværre er det lige brændt her.

Men der er fint hjertegræs (lidt ude af fokus)

Har fundet ud af at “pindene” hedder græstræ og selvom de er brændt, er de i blomst.

Kurt på toppen

En farm set fra toppen

Næsten ned igen

På vej tilbage til hovedvejen ser vi en emu, og vi når at tage billede af den

Faktisk var der 10.

Finder nemt den caravan park, der er nærmest dyttenes hjem, og der er plads. Går ud for at orientere os efter om vi for første gang, skal ud at spise, men det bliver til mad i camperen. Det koster dog godt 4 km i varmen at finde et shoppingcenter med rødvin.

Spiser mens det bliver mørkt og nyder frøernes kvækken i åen ved siden af os.

 

 

Øv, alt hvad jeg har skrevet er lige forsvundet.

Startede nyvaskede med en gåtur i den fantastiske by Mount Magnet, som er som taget ud af min TV-serie.

Bag Hovedgaden var almindelige huse:

På Hovedgaden, Kurt og nerie:

 

og så kom der lige et lastvognstog

Så kørte vi på tur i guldgraverland, hvor minerne stadig er aktive:

Bemærk, der er mineudstyr i billedet.

Fine klipper

Helt almindelig vejsideblomst

Forladt mineby med baneperron. Byen holdt ikke mange år

Så gik vi en tur i The Granite, der også er aboriginal-land. Her så Kurt to kænguruer

Tilbage på hovedvejen kørte vi sydover, og det var helt fantastisk, når der skete noget, f.eks. At vejen svingede en smule. Der er 140 km mellem to huse (benzinstationer) ellers helt Bush-agtigt.

Vi mødte dog en stor øgle, der ville ud lige foran os, men Kuirt undgik at ramme den. Den var ca. 1.5 meter lang. Der var også to store rovfugle, der blev forfulgt af hver sin krage, der så lille ud.

Skilt med roadtrain:

Vi fik faktisk overhalet en, men så tog vi en rasteplads og måtte holde tilbage for den på vej ud.

I Paynes Find tankede vi, ikke nogen egentlig by, men en tankstation

Lidt efter skiftede landskabet karakter til landbrug – mest kornmarker, afbrudt af udtørrede saltsøer. De to kornbilleder er hhv mod nord og syd. Det er stort.

Når frem til Dalwalinnu, hvor campingpladsen ligger i industrikvarter. Men efter noget tid synes vi om den alligevel. Må dog tage trøjer på, da vi fryser ved 24 grader.

Alle lastbiler er meget flotte, her er en tilfældig parkeret i industriområdet.

En meget fin eukalyptystræstamme fra vores camper. Og også her er der papegøjer

God nat.

 

 

Strålende solskin, og der kommer en kæmpeflok papegøjer lige hen over os.

Nu er det jo lørdag og man ved aldrig hvad der er åbent søndag, så vi starter i licquer store for at tanke op. Dytten fylder en del på parkeringspladsen.

Kører ud i nationalparken til det der var længst væk og går ned til floden, der snor sig.

Der var også et par fugle i vandet. Der står en på grenen nederst til venstre:

Ved ikke om dette er en kæmpebæ, eller et termitbo  – eller??? Men der er  mange af dem langs vejsiden. På sidste dag af ørkenturen spurgte vi Adz, og det er ikke myretuer, men termitboer.

Kører østpå og ser en død kænguru på vejen, som der sidder en stor rovfugl og hakker i. Ude ved kysten er der bushland. Lidt inde 25 km er der landbrug. Masser af korn – markerne er kæmpestore, men der er også kvæg og tusindvis af får.

Er vild med disse vindrosetter, men de er ved at blive erstattet af solceller i stedet.

Ca. 100 km længere inde er der bare bushland, der veksler en lille smule i farver, men ellers er vejene lange og lige.

I Binnu fik vi benzin (= diesel) og et par solbriller til Lena. Det var et par ærketyper – som taget ud af en dårlig film der drev tankstationen, men jeg turde ikke fotografere dem.

Vi kører og kører og kan ikke se forskel. Men pludselig er vi i outback.

Og så går der en emu i vejsiden. Den forsvandt her.

Senere så vi faktisk en mere, men det svært at stoppe og tage billeder, når man kører 110. Der er skilte med lastbiltog på 53,6 meter. De kører også med 4 trailere!

Nu går de geder i bushen, det har vi ikke set før, men der er grid = norsk færist, og hegn over prærien med jævne mellemrum. Der er mange døde kænguruer, og der ikke alle blevet smidt ud i vejsiden, en af dem er ved at blive spist af en varan.

Colapause i bushen

Bemærk myretuerne, eller hvad det nu er. Kurt mener at vi godt kan fortsætte til Mount Magnet, der er noget med geologi og en gammel guldgraverby, og vi bliver godt modtaget på campingpladsen.

Det er en fantastisk by, som taget ud af min tv-serie, de flyvende læger. Billeder i dagslys i morgen.

Mest til Kim: Nede om hjørnet er der en venstresvingende trucker med 4 tankvogne på vej om hjørnet (svarer til vores højresving).

Spiser lammekoteletter med rødvin fra Danmark (en lille by på Sydkysten).

Sidder foran camperer og skriver. Her er varmt og vagntogene kører lige ude på hovedvejen ved siden af os. Der kommer en del, cd’er er meget lange. Dem kan vi høre hele natten. God nat

 

Starter med pelikanfodring på bredden af Murchisson floden. Hov denne post fortsætter den nedenfor.

Vi kører i emu-land, men der løber ingen miip-miip foran os. Den har vi ikke set nogen af.

Så kørte vi op i nationalparken, hvor vi havde læst, ar motorhomes ikke måtte køre ind til de spændende gåture. Men manden grinte bare af Lena og sagde det er jo ikke en van – som i trailer, så det måtte vi heldigvis gerne. Gik ud til Natures Window og lidt op af stien og tilbage til frokost med view.

Frokost:

Over til Z-bend og gik ud der, her er kløften smallere.

Tilbage til kystlinjen, her er klipper ud til havet og store bølger. Var næsten ude ved alle udsigtspunkterne inden vi kørte hjem og fik grillstegte lammekoteletter med rødvin.

Har gået 24727 skridt.

Startede morgenen med at gå hen og se pelikanfodring inde på bredden. Kurt leger med internet og filflytning til serveren derhjemme inden vi tager os sammen til at køre en tur.

 

Vi bliver her en nat til.