Kom tilbage til byen Alice Springs lige godt klokken 17, fik et bad og var nede og spise, så nu kan vi skrive lidt, selvom vi snart skal i seng.
Blev vækket i teltet af Adz, der spillede på diderridoo ved lejrbålet. Igen klokken 04:30. Sydkorset var lige uden for teltdøren og Orion lige ovenover. Mælkevejen var tydelig og jeg nåede først op på et af toiletterne. Solen står op klokken 6.
Morgenmad og pakke lejren sammen, der blev sågar revet rundt om lejrbålet.
Op til Kings Canyon hvor det endnu ikke er blevet varmt. Kurt og jeg gik mellem-turen med det spanske par, og vietnameseren, som dog ville vente efter at vi var kommet enfjededel op. De unge tog den stejle og længere rute. Vi endte dog lige højt (og samme sted), vi vendte bare på toppen og gik samme vej tilbage. Vietnameseren var stødt på en ranger, der havde hjulpet hende op til udsigten, kort før stien endte med en låst låge, hvor man kun kunne komme igennem fra den anden side. Vi tre fulgtes ned igen.
Det var en fantastisk flot tur, med masser af udsigt og nogle fine klipper.
Da vi kom ned var der noget tid til at de unge forventedes hjem, så Kurt og jeg tog en kortere tur (2 km) ind i dalen. Da var det blevet varmt og de to andre ruter var blevet lukket af rangerne pga varme. Det er derfor vi skal så pokkers tidligt op.
Fint krimskrams på klippevæggen nede fra dalen.
I bussen tilbage til hvor vi sov, men på picnic-området, hvor vi fik tidlig frokost (vegetarisk) for vi havde spist al kødet. Efter pakken sammen kørte vi tilbage og tog en genvej mod Alice Springs som var grusvej (meget rød), kun for 4-hjuls trækkere. Lidt specielt med en bus til 21 personer og 4-hjuls træk. Midtvejs holdt vi pause, så vi rigtig kunne føle os ‘i midten af ingenting’. Der var varmt. Midt på vejen fik han os i rundkreds til at synge sin australske sang med fagter, som han selvfølgelig optog.
Forresten fandt de danske søskende vores tennisbold, så vi kunne få at vide, at det faktisk er meloner. De er invasive og kommer fra at heste og kameler æder dem og derved spreder frøene
Videre til et rigtig hyggeligt Roadhouse – Stuarts Well, hvor der var fantastisk kaffe og chaufføren Adz, kunne slappe lidt af. Der er lige godt tre timer på hjemturen og han har været guide i tre døgn og været med ude at gå. Han er nu typen, der passer godt til eventyr, men er samtidig enormt god til at få os gamle hønisser til at føle os godt tilpas. Fantastik fyr.
Han mener, at kan vi ikke huske andet, så kan vi altid huske det røde sand.
Tilbage på byens fine hotel, hvor vi bliver og spiser aftensmad. Godt at få det røde sand skyllet af, vaskekluden blev rød, da jeg nåede til tæerne, selvom fødderne havde stået i vand længe.
Dejlig tur med masser af oplevelser, som vi kan leve længe på.
Og ingen kryb udover der slange vi klappede på det sidste Roadhouse.
